Fødsel 18. november

Det er nu 12 dage siden, at Jódis fødte sine dejlige hvalpe. 

Om selve fødslen kan du læse her <3

Fødselsberetning <3

Jeg er jo vant til at skrive fødejournaler. Og det havde været ret skønt at kunne skrive "nat.partus ia" over hele linien, men der skal lidt mere på (det skal der så også i menneske-fødejournalerne, dog ;))

I den forløbne uge er Jódis blevet mere og mere urolig. Har rykket rundt på tæpperne i fødekassen og været meget kontaktsøgende. Alt sammen ganske sædvanligt i ugen op til forventet fødsel.

Jeg var så heldig at min ferie ligger, så det ville passe med, at hun havde termin 3-4 dage inde i min ferie. Så kunne jeg lige nå det der nu skulle nås inden! Jeg skulle arbejde de fleste hverdage op til, men det burde ikke blive et problem, for de føder jo ikke 4 fulde døgn før.... vel? Ha, denne her jordemoder skulle blive klogere :P

Linus og Alma, mine to børn på hhv 14 og 9 år, havde torsdag d.17 /11 været hjemme fra skole pga snottede næser. De havde ikke observeret, at Jódis var særligt meget mere urolig end hun plejede, da de havde gået en lille tur med hundene og iøvrigt været omkring dem. Jeg havde hentet Villads på 6 år hjem også, men de to yngste skulle faktisk hjem til deres far. Omkring kvart over fire var de afhentet og jeg satte mig med en kop kaffe og lagde benene lidt op, inden jeg skulle ud med hundene.

Jódis sprang straks op i sofaen til mig og lagde sig først ovenpå mig, dernæst helt klistret opad mig. Kort tid efter sprang hun ned og begyndte at gå lidt rundt og pibe. Intet usædvanligt; sådan har hun været i hele sin graviditet, ja, faktisk siden hun gik i løb.

De blev begge lukket ud i haven, men det var ikke lige det damen ville. Hun fik travlt med at komme ind til sin kurv, der var foret med tæpper. De skulle omarrangeres. Meget 😂 Jeg havde helt tydeligt ikke lagt dem, som hun syntes, at de skulle ligge. Der blev også bidt lidt i det ene og efterhånden begyndte jeg at mistænke, at det var mere end almindelig uro.

Det var dag 58. Jeg skulle på arbejde næste dag, fredag, og jeg skulle til Samsø lørdag, da min ældste drengs efterskole holder forældrekonsultation og spiller teater. Der var arrangeret med at Jódis skulle være hos min søster, Stine, hvor hun er født, er tryg og rolig og kommer ofte, og Kjarni skulle ud til mine forældre for ikke at han og Stines Sól (også IF) skulle gejle det hele så meget op, at Jódis blev stresset.

De planer måtte jeg begynde at revidere 😯 og det var slet ikke nemt. Så mens Jódis rev tæpper i stykker skrev jeg desperate indlæg på vagt-byttecentralens lister og kolleger bød ind med forslag - men alas; en masse jordemødre skulle på kursus den fredag, andre skulle allerede på vagt eller skulle i vagt om natten eller gik hjem fra vagt :P Der var også sygdom meldt allerede. Imens faldt natten på og de par kolleger, jeg kunne ringe til havde ikke mulighed for at hjælpe.

Omkring kl. 17.45 observerede jeg klart vand på gulvet og i fødekassen. Der står alle steder, at vandet først går kort tid før fødsel, da hindeblæren skal bane vejen. Og at det vand iø er grønligt (ikke at forveksle med grønt fostervand hos mennesker - meget forvirrende) Nå, men vandet var klart og der var ikke tydelige veer, kun uro. Opblokningen var tydeligvis i gang (hvem har dog fundet på det forfærdelige ord om en hunds fødsel - i min verden er en opblokning noget med en abort :O)

Henunder aften kom min søster, Stine, der har været mine faste støtte i dette her. Hun har selv avlet flere kuld igennem mange år og er desuden veterinærsygeplejerske. Vi syntes sgu selv, vi var et godt team ;) og havde jo Stines dygtige dyrlægekollega Susanne i baghånden, om galt skulle være! Vi gik en tur med Jódis og så var det bare at vente. Stine prøvede at vaginaleksplorere og kunne mærke en fosterdel ca 3 cm inde, så noget skete jo, men Jódis var ret rolig og livmoderen føltes velafslappet.

Stine tog hjem til sine unger omkring kl. 21 (hun har jo et lille ammebarn, der ikke lige kan undvære mor en hel nat) og jeg prøvede at hvile.

Jeg fik lidt søvn, ti minutter et par gange mellem midnat og kl. 01.50, hvor Jódis begyndte at have tydelige veer og så ud til at presse. Hun slikkede sig ihærdigt og jeg syntes også flere gange at jeg kunne høre hun slubrede. Nogen hvalp kom der bare ikke.

Jeg havde telefonisk kontakt til Stine, der lige skulle have lillepigen til at falde til ro, inden hun kom. Da havde Jódis presset i knapt en time, uden at jeg kunne se fremgang. Jeg var meget usikker på veerne, da jeg syntes de var korte, men tiltagende i hyppighed. Og at palpere veer på en hunds livmoder føles så en lille smule anderledes end på mennesker 😂 Jeg overbeviste den søde, tålmodige hund i at det var en god idé at vaginaleksplorere ;) og kunne ikke mærke en hindeblære, men konstatere, at der var en fosterdel derinde, ca 2 cm inde, men det føltes ikke som et hoved.

Veerne var tiltagende i styrke, men nu aftagende i interval. På bedste vis heppede jeg på hende og opfordrede hende til at arbejde med - hun ville gerne sidde opad mig eller opad kassens sider og presse. Pludselig kunne jeg se en lille fod derinde. I løbet af de næste 20 minutter kom der langsomt mere og mere tilsyne, nu to fødder og en hale. Da den var født til over knæene holdt jeg forsigtigt fast i den, så den ikke smuttede ind igen og så pressede hun ellers så flot igennem - sådan en hund er jo god til at mærke sin krop og hvad der skal til, så der blev hyppigt skiftet stilling fra stående til sideleje til siddende - og så ! var den første hvalp ude - bedst som Stine kom ind ad døren. Pyha, ro på!

Kl. 03.09: En fin, levende han, sort med to hvide forben, hvidt bryst og mave og 7 hvide hår på halespidsen 😄 V: 318 g.

Jódis slikkede og håndterede ham efter alle kunstens regler. Han virkede lidt forkommen, men kom godt igang og efter kort tid fik han fat i en pat og suttede rigtigt fint.

Nå, nu var vi sørme mere fortrøstningsfulde. Hun kunne jo godt føde - yaeh! Hun fik lidt boillonsuppe, som hun ikke rigtigt gad at have og lidt vand fik vi også lokket i hende.

Hun hvilede med hvalpen og lod ham sutte, mens han blev vasket så meget, at han ofte blev vippet af patten. Der var ikke skyggen af en ve, men vi kunne tydeligt mærke, at der var mere i hende.

Efter en time tog jeg hende ud en lille tur at gå. Hun fik tisset godt af og skyndte sig så tilbage til hvalpen. Timerne gik. Vi var dybt forundrede. Hun drak kun lidt og ville ikke spise. Der var indimellem småveer. Omkring kl. 5.30 begyndte der at være mere tydelige veer, hvor hun nøkkede lidt med på toppen af veen, med 2-5 minutters interval. Lidt i seks var der tydeligt flåd af tynd væske. Vg.ekspl. fortalte mig at der dog stadig var en hindeblære ca 2 cm oppe - med god spænding i hinderne, så jeg skyndte mig at få fingeren ud, så jeg ikke kom til at briste den.

Lidt i halvsyv gik jeg en tur med hende igen, mens Stine havde hvalpen hos sig. Jódis tissede igen godt af og gjorde flere gange tegn til at skulle presse, så jeg var omhyggelig med lommelygten for at følge med. Hun syntes tydeligvis, jeg var lidt irriterende, at jeg sådan gik og lyste hende bagi derude i mørket og regnen >:O

Inde igen gik der ydeligere en time. Stine fik fat i sin dyrlægekollega, der er det roligste menneske. Ro på, sålænge der er en hindeblære er alt godt. Det er længe at vente, men det går nok.

Halvotte - endnu en tur ud. Regnen var hørt op, lyset begyndt at komme tilbage og Jódis ville gerne tisse en stor tår.

Tilbage i fødekassen tog veerne til og endelig begyndte jeg så at kunne se hindeblæren i introitus .

Kl. 08.03 kom i hovedstilling en fin, levende han - rød med sorte dækhår på ryggen, hvide forben og hvidt bryst og mave og hvid halespids.
V: 325 g

Også han kom godt igang, Jódis havde helt styr på, hvad hun skulle og han kom da også på at die da han var små ti minutter gammel.

Pyha, fem timer mellem de to første, det må alligevel siges at være usædvanligt! Jódis tog en kort lur, mens de små suttede og da hun rejste sig og gik i cirkler omkring halvni gik jeg endnu en tur med hende.

Tilbage i kassen fik hun hurtigt veer igen. Denne gang kunne jeg hurtigt se, at der var godt pres på indefra og veerne var hyppige, korte, men stærke.

Kl. 09.00 kom den næste hvalp, endnu en han, rød med hvid halvkrave, hvid mave og bryst og hvide forben. Knapt så mange sorte dækhår som den anden røde. V: 324 g

Nu var Jódis træt. Vi andre ligeså. Jeg kunne næsten ikke tænke klart mere.

Min vagt på fødegangen var ikke rigtigt dækket og det var slet ikke nemt at svigte sit job, velvidende at der manglede hænder. En sød ung kollega sprang til og tog nogle timer og de andre derinde klarede det jo - men æv, hvor var det dog en ualmindelig træls situation at være i, for jeg KUNNE jo ikke gå fra min hund og det er faktisk jo ikke en lovlig grund til ikke at møde ind i vagt :( Jeg er velsignet med virkelig opbakkende kolleger og en chef, der sgu tog det pænt (og så må jeg jo skylde en vagt og tage de timer en dag, hvor DE har brug for at jeg springer til). Så på et eller andet tidspunkt mellem de to sidste hanners fødsel faldt den byrde fra mine skuldre og jeg kunne holde fokus på min fødende, udmattede tæve.

Vi blev enige om at give hende lidt ro og tid til at komme videre. Vi vidste jo ikke, hvor mange der var i hende, men hun var rolig og sov meget den time. Jeg kunne mærke en hindeblære i hende, igen ca 2-3 cm inde.

Timerne gik. De små suttede lystigt og hver gang der var godt gang i mælkebaren, fik Jódis småbitte sammentrækninger, men slet ikke noget der battede.

Stine havde kontakt til dyrlægen. Først hentede vi Syntocinon hos naboen, men ville dog lige se an. Kl. 11 gik jeg en god lang tur med hende, hvor hun også kom af med lidt afføring. Vel hjemme igen drak hun det hele af boillonsuppen, ammede, sov.

Men ingen hvalp. Vi blev enige med dyrlægen om at komme ind til et røntgenbillede for at se, hvor mange der var i hende og give hende Syntocinon og kalkindsprøjtning.

Det tog lidt tid at pakke hvalpene sammen i en varm kurv. Jódis ville så slet ikke have, at de lå i kurven, så hun endte på bagsædet på et varmt tæppe og med masser af varme handsker (engangshandsker fyldt med varmt vand) pakket op om hvalpene. Her sad jeg så og passede på dem, mens Stine kørte os til Hillerød.

Dyrlæge Susanne startede med at mærke på Jódis indvendigt og palpere hendes mave. Også hun kunne mærke en hvalp derinde. Dog var hinden bristet og det sev nu med mørkt blodigt væske. Jeg følte mig overbevist om at den hvalp var død :O

Vi tog et røntgenbillede og kunne nu se, at der kun var den ene i hende og at den lå helt strakt ud langs hendes abdomen med hovedet oppe i fødselskanalen og rumpen næsten oppe ved Jódis ribben. Det så ud som en kæmpe hvalp :O

Jódis var tryg, men lidt forvirret. Hun fik Syntocinon (for de interesserede: 10 IE 0,4 ml subcutant - ret ny procedure for mig 😄 ) Så ventede vi. Det var ikke vældigt fristende at lave et sectio på hende, slet ikke hvis det var for at fiske én død hvalp ud. Og så længe Jódis var rolig, var Susanne det også. Og dermed os andre. De andre hvalpe fik lov at sutte og da de faldt til ro, puttede jeg dem i kurven og gik en runde med Jódis.

Lidt efter kl. 14 begyndte veerne endelig igen. Jódis gav sig til at presse. Det sivende væske så ikke godt ud. Jeg var godt nok bekymret, men man lytter jo ikke hjertelyd på sådan en hvalp (jeg sværger, hvis jeg havde haft en doptone havde jeg prøvet alligevel). Og så pludselig kunne jeg se en lille snude, med en helt sammenpresset mund og en tunge der stak lidt ud. Jeg stak forsigtigt en finger ind i munden på den og så :O tog den sgu fat og suttede sig fast på min finger. SÅ kan det ellers være at Susanne fik den beslutsomme obstetriker frem. Op på bordet med Jódis og så heppede vi hende igennem veerne, mens Susanne med alle kendte og ukendte håndgreb smøgede og trak og lirkede og endelig forløste den sidste hvalp! Det var filme tålmodig fødsel og god obstetrik - hvor VAR det godt at vi undgik at skære i hende!

Den lille hvalp skreg op med det samme (det havde de andre ikke gjort). Den var smattet ind i ærtefarvet væske og den var en pige!

Så:
kl. 14.25 en smuk rød tæve med hvide forben og mave som sine brødre. V: 300 g - så slet ikke kæmpestor, men simpelthen bare strakt helt ud derinde i sin mor.

Jódis kom ned på gulvet og fik den lille tæve op på tæppet - og vi hjalp hende med at tørre den godt af, mens hun fik født moderkagen. Den kom hurtigt på en dievorte og suttede som en drøm.

Jódis fik et skud Syntocinon mere inden vi tog hjem og en kalkindsprøjtning også, da det skal modvirke risikoen for eklampsi (jeg skal have læst op på fysiologien bag dette!)

Og så drog vi ellers hjem, udmattede og glade med fire levende hvalpe og en tæve med helt maveskind. Det har sørme været et underligt forløb :Omen jeg er både Stine og dyrlæge Susanne taknemmelig for støtten og den store store hjælp!

Jódis passer de små med omhu. Kjarni har været på overnatning hos mine forældre, men var i huset under de første hvalpes fødsel og syntes det hele var noget underligt noget. Han vandrede rundt fra gangen til sofaen til Linus' værelse. Ud på morgenen gik Linus og Alma en lang tur ned til havet med ham, så han fik noget andet at tænke på; Jódis syntes da også at det var stressende at han peb ude i gangen. Om dét har været medvirkende til, at hendes veer var så svage, ved vi ikke, for han var dog rolig i lange perioder og sov inde hos Linus eller ude i sin kurv.

I nat har de små meldt sig med 1-2 timers interval og Jódis har klaret det meste selv, undtagen når én af dem forvildede sig om bag hende mens hun lå med de andre - det blev hun lidt pibende over, for hun kunne jo ikke nå den og selv flytte den. Jeg sov lige ved siden af hende, så jeg kunne række en hånd over og hjælpe hende.

De blev vejet her til morgen kl. 8, da de var hhv. 30, 24, 23 og 17 timer. De 3 ælste har taget hhv 28, 28 og 23 g på - mens hende der kun var 17 timer har taget for sig af retterne og taget hele 34 g på. Da hun jo startede på lige præcis 300 g (og var den mindste) så hun har procentvis taget mest på, det lille myr <3

Nu skal jeg nyde dem.

Og beslutte navne - jeg HAR nogle i tankerne - men jeg skal lige være helt sikker. Kun pigens navn ligger fast: Hun hedder Litla-Vaka Arnsdottir og kaldes Vaka - det hed jo min første tæve Da jeg ikke har kennelnavn eller forventer at avle så mange kuld, at jeg fylder hele alfabetet ud, har jeg valgt at mine hvalpe skal have navne, der betyder noget for mig. Jeg håber jo så, at kommende hvalpekøbere vil beholde navnene ;) Jeg går op i at navnene skal være islandske og at de skal være nemme at sige (nogle af dem skal man så kende de islandske udtaleregler for at sige korrekt :) - men det kan alle lære, sålænge de ikke skal brække tungen på det). Eksempelvis udtales Jódis med et lidt langt O pga accenten og Kjarni udtales Kjar-d-ni da der på islandsk altid lægges et d ind i udtalen mellem r og n.

Jeg glæder mig til at lægge billeder og små anekdoter fra hvalpelivet herinde og jeg håber I alle vil læse med.

<3

(og nej, alt det kunne jo ikke rummes i "nat.partus, ia." 😂 )