Stafetten,
Islandshunden, efterår 2016
Den
ene hund ligger på mine fødder. Den anden slænger sig som en krave
bag mig på sin yndlingsplads i sofaen – ovenpå ryglænet. De er
næsten fire år nu, de to begavede skønheder, der har indtaget mit
hjem og mit hjerte.
Faktisk
skulle jeg ikke have hund igen. Ikke lige med det samme. Mit liv var
mildt sagt vendt op og ned. Og faktisk, så orkede jeg nok heller
ikke rigtigt alle de hundehår overalt igen. Så jeg skulle måske
engang i fremtiden have en hund. Måske. Én der ikke fældede.
I
mit barndomshjem havde vi sjove, kloge mellempudler og en overvægtig,
kærlig labrador. Indtil min søster Charlotte kom hjem og erklærede,
at hun altså skulle have en islandsk fårehund. Vi kendte dem
udmærket. Vi har haft islandske heste siden 1965 og i
ishesteverdenen er der jo en del fårehunde også. Således også hos
hestevenner i vores nærmeste omgangskreds. Min far havde bare altid
haft mellempudler. De er kloge, kærlige, venlige og skønne hunde.
Og de fælder ikke.
Men
i '89 flyttede den allerskønneste islandske hanhvalp, (Mischas)
Bjarni ind hos os. Og naturligvis tog han os alle med storm. Han blev
hurtigt en stor, selvstændig, langhåret rød skønhed.
5
år efter havde vi en unghingst på hingstefold på stutteri Katulabo
ved Hundested - og her tumlede en 9-ugers hvalp rundt. En rød,
langhåret islandsk tævehvalp, klar til salg. Vi anede ingenting om
hundeavl og hundestamtavler. Vores fokus havde altid været på
hesteavlen. Men forældrene så jo skønne ud og det samme gjorde
hvalpen. Mine forældre syntes egentlig ikke lige, vi skulle have en
hvalp – men vi var tre søstre med den dag og vi indgik en aftale
med vores forældre: vi købte hvalpen, de betalte for dens foder! Så
Snælda flyttede ind – og få måneder efter købte søster Stine
os andre ud for sine nyerhvervede konfirmationspenge, for Charlotte
stod for at flytte hjemmefra med Bjarni - og jeg var på vej til
Australien.
Hjemvendt
fra Down Under i '96 så jeg til et ridestævne en smuk rød tæve.
Jeg spurgte lidt ind til hende og sagde til ejer, halvt i sjov, at
når hun en gang skulle have hvalpe, så måtte de ringe. Det gjorde
de så et halvt år efter; Röskva var drægtig med Ari frá Húsavik.
Jeg var på det tidspunkt børne-, heste- og huspasser hos en familie
i Nordsjælland – og da jeg meddelte dem, at det så ud som om, jeg
skulle have en hvalp i foråret, sagde de uden videre ja. Og så kom
Vaka.
Jeg
havde faktisk aldrig opdraget alene på en hvalp. Jeg vidste lidt om
det og havde jo trods alt haft hund hele mit liv. Det var før
internettets tid, så jeg opsøgte viden om hvalpe fra bøger og
andre hundeejere. Det gik! Vaka viste sig at være lige så
opmærksom, som hendes navn antyder (Vaka betyder vågen) – og hun
var hverken typisk underhund eller meget dominerende. Hun indgik uden
bøvl i familielivet, først i min værtsfamilie og siden hen, da jeg
selv stiftede familie. Jeg oplevede aldrig de store hvalpe-unoder med
hende og erfarede hurtigt, at ligesom de andre to IF i familien
lærte hurtigt, passede ind og faldt i hak med både børn og dyr
alle steder hun kom med.
Når
man nu sådan går der med 2 skønne og meget forskellige damer og en
gudesmuk hanhund, får man jo lyst til hvalpe! HD-status kom i hus og
stamtavlerne bød ikke på indavl. Udstillingerne...nåja, det skulle
man jo! – så det blev også klaret henover de næste år med alle
tre hunde, uden at vi egentlig fandt særlig stor fornøjelse i den
disciplin. Men hvalpe, det skulle der til!
I
årenes løb fik Snælda 3 kuld; det første med Bjarni – og Vaka
kun ét kuld. Snælda var en dygtig, kærlig og emsig mor, mens Vaka
både tog parring, fødsel og barsel med stor jammer og klage, til
vores store overraskelse. Jeg besluttede, at det skulle hun ikke
igennem igen.
Men
hun var med midt i familielivet: hun fulgte med i de fire
børnefødsler hjemme i stuen, hun levede side om side med min mands
lille cairn og et skiftende antal katte, hun deltog i husbyggeri og
på ferier – kort sagt, hun var en del af det liv, vi levede; altid
nærværende, opmærksom og uendeligt god overfor børnene. Og så
til sidst, da skrantede hun, var næsten døv og blind og nåede ikke
altid ud. Når jeg tog hende med til havet, mandede hun sig dog altid
op til at løbe ud i vandet og give mågerne et fur. Den morgen, hun
besørgede på gulvet, uden at opdage det selv, tog jeg hende med ned
til stranden. Og hun gik, langsom og besværet, med poterne
forsigtigt i vandkanten. Ænsede ikke de skrigende måger og var
tydeligt slet ikke vel til mode, men træt og mæt af dage. Min
ældste søn og jeg kørte til dyrlægen med hende og gav hende fred.
Og hjemme hos mine forældre, med udsigt over hestefolden og
skovbrynet, sammen med de andre bortgange dyr; hunde, katte, kaniner,
guldfisk... der hviler hun nu. Vaka boede hos os indtil foråret
2012.
Og
mig. Jeg skulle ikke have hund igen. Jeg var næsten lige blevet
skilt og havde nok at gøre med at lande på benene i livet som
enlig-mor-til-fire-og-et-jordemoderjob....
Men
søster Stine havde jo i de sidste mange år avlet først på Snælda,
siden på hendes datter Fála og dennes datter, Esja. Mange dejlige
hvalpe er det blevet til – og stort set alle er solgt til familier,
der som os primært har brugt dem som fantastiske familiehunde. Så
vidt jeg ved, er der ikke avlet vældigt meget på nogle af dem –
og derfor er det blevet sådan, at der gemmer sig nogle knapt så
brugte gener i stamtavlen. Alt det tænkte jeg ikke over. Og jeg
skulle jo heller ikke have en hund!
Indtil
dejlige Esja et halvt år efter Vakas død fik et kuld hvalpe med
den underskønne Kappi (Gizmo). Alle vores hunde havde været en
eller anden form for rød – men Kappi er sort og hvid, stor, vamset
og smuk – og 4 af hvalpene tog farve efter ham, de andre efter
deres mor.
Når
børnene plager og huset er rungende tomt uden hund. Og ens hjerte
hopper et par slag over af fornøjelse og ømhed, når man sidder med
sådan et par små svesker i favnen... Så er man jo solgt. Vi fulgte
dem tæt og besøgte dem flere gange om ugen – og Juledag flyttede
Jódis ind. En lille bestemt dame. En skønhed med sort krop, 3 hvide
og ét brunt ben. Børnene havde ikke prøvet at have en hvalp i
huset før, så både børn og hvalp skulle hjælpes ind i den nye
rolle – og det gik over al forventning. Træningen af hende foregik
derhjemme og på gode gåture langs Roskilde Fjord og vi fandt
hurtigt ud af, at hun var som forventet: God, kvik, talende og nem at
have med at gøre.
Da
hun var 18 mdr kom en mail fra min moster. Kuldbror Kjarni boede hos
hende på Frederiksberg, men det var ikke lykkedes moster og familie
at lære ham at være alene hjemme – så når de gik, hylede han
hele ejendommen ned om ørerne på naboerne. Moster så sig nødsaget
til at finde et nyt hjem og ville helst, om nogen fra familien kunne
tage ham. Jeg ringede hende op og sagde, at han kunne begynde med at
bo hos mig i 14 dage for at se, om Jódis indflydelse kunne hjælpe
ham. De kom med ham - og så var det bare at få ham til at lande.
Det gik overraskende nemt. Efter et par dage forsøgte jeg så at gå
fra ham. Kjarni gav noget lyd (læs: ulvehyl) når vi gik, men gennem
et vindue kunne vi smugkigge ind og se, hvordan Jódis lå med benene
over kors og betragte ham let opgivende fra sin kurv, mens han
hylede. Jeg optog det hele på min tablet og erfarede, at hyleriet
varede et kvarters tid. Så var der ro. Og så havde jeg så to
hunde. Eller rettere: to fjollede, grænseprøvende, sjove og hurtige
teenagere, der i den grad fik motioneret hinanden, men også krævede
mere end dobbelt så meget opdragelse! Her 2½ år efter er det noget
nemmere, men vi må til stadighed arbejde med det der med at gejle
hinanden op, når en knallert formaster sig til at køre forbi eller
en joggingløber med hund tillader sig at vælge ruten langs VORES
landevej; så er det svært at nå ind til fornuften i deres små
hoveder. Men de har ufatteligt meget glæde af hinanden. I haven, på
stranden, i skoven – de er med de allerfleste steder, vi begiver os
hen som familie og de leger dagligt i timevis med hinanden. Jeg er så
småt begyndt at lægge lidt spor til dem og må sande, at det er
nemmest, hvis man kun tager den ene hund med. Skiftende arbejdstider
og de-der-mange-børns-behov har ikke levnet tid til at gå til noget
fast træning, selvom jeg er sikker på, at især Kjarni ville elske
en omgang agility.
Næste
skridt herfra er avl. Efter de indledende sundhedstjek havde jeg
Jódis med på udstilling i februar i år. Det var ikke så
skræmmende og forfærdeligt, som jeg huskede fra Vakas tid! Faktisk
langtfra. Jeg kom alene og kendte ikke et øje, men der gik ikke
længe, før mere erfarne udstillere kom med både opmuntrende ord,
hjælp og støtte – og Jódis klarede det så fint, selvom hun blev
noget stresset af lyden af gøende hunde i hallen. Og i øvrigt
aldrig har gået på en rød løber, endsige i en ring og da slet
ikke med fokus på, hvordan man nu skal gå og stå. Lige den del har
jeg, mildt sagt, ikke haft det vilde fokus på, når jeg er taget i
skoven med to hunde og fire børn :)
Kjarni
er ikke nået med på udstilling endnu, omend han er en meget smuk
dreng. I den forgange sommer blev han far til det skønneste kuld
hvalpe hos Kennel Marthedal med skønne Saga som mor.
Det
der med udstillinger er vist en mental barriere, jeg skal arbejde med
… det gør jeg så! Imens jeg arbejder på dét, kan jeg glæde mig
over, at Jódis nok er drægtig. Hun og jeg var en tur i Sverige i
slutningen af september og besøge den mest rolige, smukke svenske
han, Arn (Konungsbergets Arnsteinn Vikingson) som har vundet flere
svenske priser - og vi venter nu på resultatet. Hvis der er gevinst,
vil det være et kuld hvalpe med en rigtigt spændende stamtavle og
med et par forældre, som begge er fantastisk venlige og tålmodige
hunde. Dét kan kun gå hen at blive rigtigt interessant.
Jódis
er jo heldigvis ud af en række af meget dygtige mødre, så jeg
håber og tror at hun kommer til at klare den forestående opgave med
bravour. Lige her, midt i stuen og midt i familielivet.
