Jodis DK19249/2012 
HD-fri (A-hofter og øjenlyst uden bemærkninger. Udstillet med karakteren Very Good)
Året var 2012.
Jeg skulle ikke have hund igen, efter at Vaka måtte herfra i april. Jeg var næsten lige blevet skilt og havde nok at gøre med at lande på benene i livet som enlig-mor-til-fire-og-et-jordemoderjob....
Men søster Stine havde jo i de sidste mange år avlet først på Snælda, siden på hendes datter Fála og dennes datter, Esja. Mange dejlige hvalpe er det blevet til – og stort set alle er solgt til familier, der som os primært har brugt dem som fantastiske familiehunde. Så vidt jeg ved, er der ikke avlet vældigt meget på nogle af dem – og derfor er det blevet sådan, at der gemmer sig nogle knapt så brugte gener i stamtavlen. Alt det tænkte jeg ikke over. Og jeg skulle jo heller ikke have en hund!
Indtil dejlige Esja et halvt år efter Vakas død fik et kuld hvalpe med den underskønne Kappi (Gizmo). Alle vores hunde havde været en eller anden form for rød – men Kappi er sort og hvid, stor, vamset og smuk – og 4 af hvalpene tog farve efter ham, de andre efter deres mor.
Når børnene plager og huset er rungende tomt uden hund. Og ens hjerte hopper et par slag over af fornøjelse og ømhed, når man sidder med sådan et par små svesker i favnen... Så er man jo solgt. Vi fulgte dem tæt og besøgte dem flere gange om ugen – og Juledag flyttede Jódis ind. En lille bestemt dame. En skønhed med sort krop, 3 hvide og ét brunt ben. Børnene havde ikke prøvet at have en hvalp i huset før, så både børn og hvalp skulle hjælpes ind i den nye rolle – og det gik over al forventning. Træningen af hende foregik derhjemme og på gode gåture langs Roskilde Fjord og vi fandt hurtigt ud af, at hun var som forventet: God, kvik, talende og nem at have med at gøre.
Da Jódis var blevet knapt 3 år gammel i efteråret '15 begyndte jeg at overveje, om jeg skulle kaste sig ud i at avle på hende. Inden da ville jeg have hende udstillet . Jeg er godt nok slet ikke, som i slet ikke, konkurrencemenneske.
Men man skal huske, at selvom man selv synes, at man har en skøn hund, så findes den perfekte hund ikke - og efter min mening må avl ikke kun handle om, at det er sjovt at have hvalpe og om at lave mange af dem, men også om, om det giver mening at hælde de specifikke gener, man kommer med, i genpuljen. Bidrager man med noget? Hvilke sider af ens egen hund skal opvejes af en parringspartner - og egner ens hund sig overhovedet til avl?
Jeg har jo prøvet at have hvalpe før - det kan man læse om her, i indlægget om Vaka hvilket nok var sjovt, men også benhårdt. Jeg var derfor ret besluttet på, at jeg ville overveje grundigt, om det var det jeg skulle - og første skridt var altså, udover at sikre at sundheden var i orden (HD-foto og øjenlysning) var at udstille hende og få andres øjne på hende.
Med mit job med alle weekendvagterne var vi pludselig helt henne i februar 2016, før der var en udstilling, der kunne lykkes for mig at deltage i.
Jeg ankom forholdsvist uforberedt til en hal i Køge, med min hund der aldrig havde sat sine poter på en rød løber eller for den sags skyld lært at stå pænt og iøvrigt syntes det var interessant, omend sært at vi skulle løbe rundt derinde i ringen. Oh dear. Jódis var fokuseret på mig inde i ringen, mens hun udenfor ringen var noget stresset over alle de andre, som hun synets hun skulle gø lidt sammen med. Eller meget. Jeg håndfodrede hende med coctailpølser og gik udenfor så meget jeg kunne - og var så heldig og velsignet at søde mere erfarne folk på stedet kunne se, at jeg var lidt lost og alene om dette her, så jeg blev i overført betydning taget i hånden. Det var rigtigt rart at mærke oprigtig interesse og ret underligt at erfare, at der var flere der vidste, hvem min hund var, udelukkende fordi hun har den stamtavle hun har. Jo, jo - jeg vidste godt at der var noget med nogle halvsjældne gener fra gammel tid, men at andre havde mere styr på det end jeg, var ret forunderligt at opleve.
For år tilbage blev den forholdsvist lille population delt op i "familiegrupper" alt efter hvilken gren af racen de stammede fra - om det kan du læse her i indlægget om de gamle linier- og mine hunde stammer fra en af de grene, der er ved at være en tynd kvist.
Jódis og ikke mindst hendes ejer kom igennem udstillingsdagen med æren i behold og et blåt bånd med bedømmelsen Very Good. Da jeg fik hendes kritik var jeg heldigvis enig (!) og måtte trække lidt på smilebåndet af den sidste sætning. Akkeja.... :
"3,5 år gammel tæve tricolour, tæve i den større ende, meget feminint hoved, korrekt bid, mørke øjne god pigment, næsepartiet kunne være bedre udfyldt, lidt tæt ansatte men korrekt bårne ører, lidt kort hals, veludfyldt krop, god længde på brystkassen, kort bred lænd, gode benstammer og poter, paralle bevægelser, med fin bredde for god pels og farve, godt temperament, men har fordel af ringtræning"
Da Jódis var blevet knapt 3 år gammel i efteråret '15 begyndte jeg at overveje, om jeg skulle kaste sig ud i at avle på hende. Inden da ville jeg have hende udstillet . Jeg er godt nok slet ikke, som i slet ikke, konkurrencemenneske.
Men man skal huske, at selvom man selv synes, at man har en skøn hund, så findes den perfekte hund ikke - og efter min mening må avl ikke kun handle om, at det er sjovt at have hvalpe og om at lave mange af dem, men også om, om det giver mening at hælde de specifikke gener, man kommer med, i genpuljen. Bidrager man med noget? Hvilke sider af ens egen hund skal opvejes af en parringspartner - og egner ens hund sig overhovedet til avl?
Jeg har jo prøvet at have hvalpe før - det kan man læse om her, i indlægget om Vaka hvilket nok var sjovt, men også benhårdt. Jeg var derfor ret besluttet på, at jeg ville overveje grundigt, om det var det jeg skulle - og første skridt var altså, udover at sikre at sundheden var i orden (HD-foto og øjenlysning) var at udstille hende og få andres øjne på hende.
Med mit job med alle weekendvagterne var vi pludselig helt henne i februar 2016, før der var en udstilling, der kunne lykkes for mig at deltage i.
Jeg ankom forholdsvist uforberedt til en hal i Køge, med min hund der aldrig havde sat sine poter på en rød løber eller for den sags skyld lært at stå pænt og iøvrigt syntes det var interessant, omend sært at vi skulle løbe rundt derinde i ringen. Oh dear. Jódis var fokuseret på mig inde i ringen, mens hun udenfor ringen var noget stresset over alle de andre, som hun synets hun skulle gø lidt sammen med. Eller meget. Jeg håndfodrede hende med coctailpølser og gik udenfor så meget jeg kunne - og var så heldig og velsignet at søde mere erfarne folk på stedet kunne se, at jeg var lidt lost og alene om dette her, så jeg blev i overført betydning taget i hånden. Det var rigtigt rart at mærke oprigtig interesse og ret underligt at erfare, at der var flere der vidste, hvem min hund var, udelukkende fordi hun har den stamtavle hun har. Jo, jo - jeg vidste godt at der var noget med nogle halvsjældne gener fra gammel tid, men at andre havde mere styr på det end jeg, var ret forunderligt at opleve.
For år tilbage blev den forholdsvist lille population delt op i "familiegrupper" alt efter hvilken gren af racen de stammede fra - om det kan du læse her i indlægget om de gamle linier- og mine hunde stammer fra en af de grene, der er ved at være en tynd kvist.
Jódis og ikke mindst hendes ejer kom igennem udstillingsdagen med æren i behold og et blåt bånd med bedømmelsen Very Good. Da jeg fik hendes kritik var jeg heldigvis enig (!) og måtte trække lidt på smilebåndet af den sidste sætning. Akkeja.... :
"3,5 år gammel tæve tricolour, tæve i den større ende, meget feminint hoved, korrekt bid, mørke øjne god pigment, næsepartiet kunne være bedre udfyldt, lidt tæt ansatte men korrekt bårne ører, lidt kort hals, veludfyldt krop, god længde på brystkassen, kort bred lænd, gode benstammer og poter, paralle bevægelser, med fin bredde for god pels og farve, godt temperament, men har fordel af ringtræning"
