21. august
Dag 59.
Dag 59.
Klokken er knapt ti om aftenen.
Sommernatten er allerede kølig, svalende - men velduftende. Med lyde af nattens dyr og nattens mennesker, der ikke er gået til ro. Vi går gennem denne sanselige sommernat, hunden og jeg. Jeg mærker alle duftene få mine næsebor til at sitre og jeg nyder den runde fornemmelse af natteluft på kinderne. Og jeg tænker, at jeg ikke plejer at fange det så intenst. Men Jódís er med mig; hun er opmærksom på det hele og det er som om, jeg mærker det mere tydeligt med hende ved min side. Særligt i nat.
Hun er urolig og virker ivrig efter at komme afsted. Det er syvende gang vi er ude at gå i dag, siden hun vækkede mig omkring solopgang. Ved syvtiden var vi ude igen og da vi kom hjem kunne jeg konstatere, at hendes temperatur var faldet til under 37. De magiske 37 grader, der indikerer fald i progesteronniveau og nært forestående fødsel.
Omkring middagstid begyndte uroen. Tæpperne i den klargjorte fødekasse blev omarrangeret, et enkelt blev revet i stykker med tænderne. Derpå ro. Kort efter endnu en tur rundt om de nærmeste sommerhuse, hjem og hvile, uro og så en tydelig spændt livmoder, mens hun pludselig ser lidt overrasket ud. Som når en hvilken som helst andengangsfødende pludselig husker følelsen af en ve. Hele eftermiddagen er gået med at sove, rode i kassen, gå tur og tømme sig igen og igen, spise ganske lidt for så at spise en stor portion ris med kyllingefond til aften.
Nu hvor natten er faldet på er der mere ro i huset. Selvom børnene på 11 og 8 har været opmærksomme på at være rolige, har det påvirket Jódís, at de har været vågne og gået til og fra - hun har et udpræget behov for at vide, hvor alle er. Nu sover de i sofaen få meter fra hende og jeg selv sidder lige ved siden af hende og kan støtte hende, når hun lægger sig efter endnu en omgang skraben og lukker øjnene. Jeg fylder på med nus og blide hænder, hjælper hende med at finde roen og fremme et flow af oxytocin, kærlighedens og veernes hormon.
Hun slapper af nu. Nu ser vi an. Måske kan vi sove lidt.
Kl. 00.17
Vi er gået ind i dag 60.
Jeg vågner, da Jódís piber. Hun går hvileløst rundt og jeg rejser mig, mens jeg spørger om hun skal ud.
Natten er helt tyst. Månen lyser gennem et tyndt skylag, så skyggerne i haven bliver særligt åndfulde og jeg gyser lidt. Jódís tisser lynhurtigt og skynder sig ind igen. Tæpperne får en ny rusketur, inden hun lægger sig med et suk.
Jeg sætter mit vækkeur, så det ringer en gang i timen, bare i tilfælde af, at jeg sover tungt igennem det hele.
Kl. 01.32
Jódís går omkring igen, i en cirkel rundt om spisebordet. Jeg kan høre det, selvom jeg ikke åbner øjnene. Jeg klapper på puden; jeg ligger på en madras på gulvet i forlængelse af fødekassen. Hun kravler med et taknemmeligt suk op til mig og lægger sig med ryggen helt tæt opad mig og hovedet på puden ved siden af mig. Jeg falder i søvn med en hånd på hendes mave og næsen begravet i pelsen om hendes krave. Hun presser sig op mod mig, så jeg må ligge opad den hårde, kolde væg. Det er okay. Min lille elskling er i fødsel.
Jódís går omkring igen, i en cirkel rundt om spisebordet. Jeg kan høre det, selvom jeg ikke åbner øjnene. Jeg klapper på puden; jeg ligger på en madras på gulvet i forlængelse af fødekassen. Hun kravler med et taknemmeligt suk op til mig og lægger sig med ryggen helt tæt opad mig og hovedet på puden ved siden af mig. Jeg falder i søvn med en hånd på hendes mave og næsen begravet i pelsen om hendes krave. Hun presser sig op mod mig, så jeg må ligge opad den hårde, kolde væg. Det er okay. Min lille elskling er i fødsel.
kl. 02.35
Jeg kan høre hende, men jeg ved ikke hvilken lyd det er. Jeg lytter efter, om det er den slubrende lyd, som når en hvalp er født og tæven labber fostervand og moderkage i sig - men det er ikke det. Jeg rejser mig og ser, at hun står ovre i den anden ende af stuen og kigger på børnene i sofaen.
Da hun opdager, at jeg er vågen kommer hun hen og vil ud. Vi går i haven igen, meget hurtigt. Det er meget mørkt derude.
Inde igen genkender jeg presseveerne. I begyndelsen går der lang tid imellem. Ihvertfald 8-10 min. Jeg er rolig. Jeg ved, at den første hvalp kan tage noget tid. Jeg trækker i slåbrok og smider en pude i fødekassen, så jeg kan sidde behageligt nede hos hende. Hun rejser sig. Lægger sig. Går en cirkel om sig selv. Igen og igen. Presseveerne kommer med kortere interval. Efter en halv time virker hun lidt frustreret. Piber. Jeg er stadig rolig. Stryger hendes blanke, bløde pels og roser hende.
kl. 03.40
Hun småbjæffer, nærmest irriteret. Presser ihærdigt i 5-10 sekunder hvert 5. minut. Det er mørkt i stuen, så jeg lyser med en lille lygte og løfter hendes hale. Der er intet at se. Men Alma på 11 vågner og spørger, om det er nu. Lister stille hen og sætter sig ved kassen. Jeg går hen og stryger Villads over håret. Han er småvågen. Jeg er ved at træde i opkast på gulvet - det er hele den portion ris, Jódís kørte ind kl. 18 - det var lyden, jeg hørte en time før. Villads kommer over til os og sidder med et tæppe om sig. Spiser bolsjer, jeg har stillet frem.
kl. 03.44
Jódís rejser sig og vi ser, at der er vådt under hende. I næste nu kommer fosterhindeblæren frem. Det første vand er klart, men det vand hvalpe ligger i er irgrønt - det skal man lige vænne sig til, når man egentlig er menneske-jordemoder! Jódís lægger sig til rette og presser godt igennem flere gange.
Blæren glider frem og tilbage, inden den glider ud af hende, lydløst.
Klokken er 03.46 og den første hvalp er født. Den ligger stille inde i hinderne. Vi kan se, at den er helt sort og det er fascinerende at se, at den bare ligger der, i sin sejrskjorte.
Hun går igang med moderkagen, slubrer den i sig. Da der er gået små to minutter, uden at hun gør mine til at rive hul på hinderne, lukker jeg vandet ud med de bare hænder. Hun får travlt med at drikke det og vaske den lille. Hun gnaver navlesnoren af og sluger hele kagen og hinderne. Alma sidder med store øjne og brækfornemmelsen er ikke til at tage fejl af.
Jeg vender hurtigt hvalpen om og ser at det er en lille pige. Sort, med hvide aftegninger på brystet og én hvid tå på det ene bagben.
Den kravler livskraftigt mod sin mors mave, klar til at die. Men mor har travlt. Hun presser igen. Jeg holder en lun klud om kroppen på den lille, mens hendes mor rejser sig halvt op og igen småbjæffer, lidt i smerte, lidt i irritation, mens hun flere gange vender sig og slikker ihærdigt om introitus og på de bageste dievorter.
kl. 03.58
Endelig kommer den. Ligeså lydløst som den første. Helt lys rød er den, med en lille hvid halvblis eller måne i panden. Moderkagen er ikke kommet ud sammen med hvalpen og Jódís slikker og slikker derned og hiver i navlesnoren. Den kommer ikke. Hvalpen er ligeglad; den finder den bageste dievorte og får fat, mens den stadig er forbundet med sin mor.
Jeg venter på den moderkage og når at rejse mig for at koge saksen. Da jeg kommer tilbage er hvalpen fri og jeg har ikke set moderkagen, så jeg krydser fingre for, at hun allerede har labbet den i sig, på de to minutter jeg lige var i køkkenet. Børnene har ikke set det, søvndrukne som de er, der i mørket, hvor alt er dæmpet og slikket på bordet også har en vis interesse. Villads giver Jódís en ekstra druesukkertablet, som hun gnasker fornøjet i sig. Jeg har opløst en kalktablet i vand og suger den op i en sprøjte, som hun får i mundvigen. Det synes hun er mærkeligt, men hun accepterer det.
Jeg kigger hurtigt under den anden hvalp. Endnu en pige. De har sluppet vorten begge to nu, så vi vejer dem, skarpt overvåget af deres mor, som får dem tilbage så snart de har været på vægten. De kan blive kigget igennem senere. Pæn vægt: 333 g og 369 g.
Jódís læner sig tilbage i kassen og lader de to komme til. Hendes vejrtækning er rolig og jeg er endnu engang næsegrus af beundring over den ro, sådan en hund udviser. Nu venter vi bare. Jeg ved jo, at der er flere, men Jódís selv opfører sig som om, hun er færdig.
Der går 40 minutter før hun pludselig rejser sig og presser igen.
kl. 04.40
Hun sætter sig halvt ned på det ene lår og smutter endnu en hvalp ud. En lille pige, næsten magen til den første, bortset fra at hun har TO hvide tæer, på det samme bagben! Hun vejer 344 g, så de er meget ens, de to sorte. Hendes aftegninger på brystkassen er marginalt forskellige fra den første.
Endnu engang falder deres mor til ro. I kort tid. Det begynder så småt at blive lyst. De tre piger mosler rundt, leder efter dievorterne i de lange hår og får efterhånden styr på det.
Villads begynder at kede sig og spiller lidt med en hoppebold. Men det stresser den nybagte mor, så han må komme og sidde og nusse hende i stedet, mens hans knusker bolsjer.
kl. 05.06
Pludselig presser hun igen, mens hun bliver liggende. Der er ikke så meget, der kan overraske hende nu. Hun presser 3-4 gange hurtigt efter hinanden og sukker dybt. Jeg løfter hendes hale, der er våd af blod og fostervand og ser den lille hvalp ligge der i hinderne. Hun vasker nonchelant de andre, indtil jeg rører ved den nyfødte. Så får hun hul på hinderne og vipper den kyndigt omkring, mens hun endnu engang slubrer blod og vand og moderkage i sig.
Alma gisper, da hun ser hendes grønne tænder og spørger om det virkelig er godt for hende. Men det er det jo. Moderkagen er fyldt med jern og protein og sålænge det ikke er flere af slagsen, så kan maven godt tåle det.
Jeg løfter hurtigt den sidstankomne hen til de andre, men når lige at vende den om og tjekke kønnet. Endnu en pige! Jeg kan næsten ikke forstå det. Den er også sort, men denne gang med hvide forpoter. Hun vejer 330 g og er således den mindste indtil videre. Hun får dog hurtigt fat i en dievorte.
Snart ligger de side om side og sutter og Jódís ser træt ud nu. De er stadig våde. Jeg mærker på dem om de er kolde, men de er lune og lækre. Morgenlyset kommer ind til os og Jódís læner sig atter tilbage.
Jeg ved, der er én mere i hende. Ihvertfald én. Røntgenbilledet for en lille uge siden var ualmindeligt svært at tyde, men min søster Stine, der er veterinærsygeplejerske - og den, der tog billedet - holdt på at der var to helt tæt, ved siden af hinanden, så man kun lige kunne skelne de to kranier. Ingen af dyrlægerne tør give hende ret, omend de heller ikke direkte siger hun tager fejl. Jeg tør ikke håbe.
Så nu venter jeg tålmodigt på den sidste. Villads er skredet. Han sidder i sofaen og surmuler, fordi der kun er kommet tæver. Alma har også lagt sig igen, men ingen af dem kan rigtigt sove nu. Jeg lister ud i køkkenet og brygger stærk kaffe med masser af sukker i. Henter chokoladekiksene ind på bordet. Vi får sund og nærende mad, her ud på morgenstunden... Haha.
Jódís drikker mere kalkvand og inhalerer et par druesukkertabletter. Jeg stryger de små glatte rygge og føler mig både træt og så forunderligt let og glad. Tænk engang.
Jeg drikker kaffe og kigger på fotos fra natten. Mine bukser er våde af fostervand, men det er jeg på den anden side så vant til. Jeg skifter ikke, før den sidste er født.
Der går lang tid. Jeg når og sidde og blunde lidt opad væggen, inden hun lidt efter kl. 6 bliver urolig igen. De små hyler op, da hun rejser sig og flytter rundt på tæppet. Hun træder ikke på dem, men jeg får dem i sikkerhed, så hun ikke får viklet tæppet omkring dem. Hun presser igen. Bølgerne går ned over hendes ryg og jeg støtter hende, mens hun sætter af på kassen med det ene forben.
Så kommer den. Glider ud i skæret fra lampen og ligger som de andre der i hinden.
kl. 06.18
En stor rød tæve med fire hvide poter. Den er mørkere end den anden, også selvom den er våd. Jeg skæver over til Villads, da jeg siger højt, at det er en til pige. Han rynker panden og gider ikke engang komme og se den. Jeg vejer den i hånden og og er ikke i tvivl om, at den er større end de små sorte. 380 g, sådan! Hun har levet godt. Moderkagen kommer lige efter hende og jeg løfter hende og kagen hen til de andre.
Vi beundrer de små. Filmer dem og sender live på Facebook - nogle af de kommende nye IF-ejere ser med - og Kjói, den skønne fader, ser med fra Holland og forstår ikke helt sin menneskemors begejstring, haha. Hilsnerne strømmer ind.
Så er vi færdige. Jeg er overvældet af taknemmelighed. Min lille skønne glade pige har født 5 døtre!
Også den yngste og største kommer hurtigt til og får fat. De sutter med en kraft så imponerende. Da de slipper en for en, får jeg flyttet rundt på dem og lagt dem på et tørt tæppe. De falder til ro og jeg lister halsbåndet på Jódís og opmuntrer hende til at komme med. Hun skal ud og tisse og have lidt frisk luft. Luften i stuen er tyk og varm. Jeg tør ikke åbne havedøren for meget, for de små må ikke få træk.
Alma passer på hvalpene, mens vi er ude. Jódís går rask til og vil gerne helt ned for enden af vejen. Hun gør af en kondiløber, hvilket hun ellers ikke gør. Hun er kuldret, lidt hormonel. Da hun har tisset vender vi om og nu trækker hun afsted. Det går op for mig, at jeg går rundt på offentlig vej i natbluse og pludderbukser med indtørret fostervand - men hvad gør det, når man lige er blevet beriget med sådan et kuld? Jeg slipper snoren og hun sætter farten op, stryger ind gennem lågen og op igennem terasse og havestue. De små er stille, men vågner, da hun kommer og så er det atter tid til at åbne mælkebaren.
Jeg rydder op. Fjerner blodige klude.
Koger havregrød og giver den ene halvdel til Villads, mens den anden bliver blandet op med risene fra i går. Med baconsmag og grøntsager og kyllingefond. Jódís kaster sig begærligt over det; spiser liggende, mens de små dier.
Børnene ser fjernsyn og jeg tænker, at nu trænger jeg til en lille lur. Inden da skriver jeg til børnenes skoler, at de ikke kommer i dag. De har fået naturfagsundervisning på nærmeste hold i nat. Jeg lægger mig på madrassen ved fødekassen og kan mærke søvnen indhente mig. Klokken er ved at være halv otte - og vi trænger bare til ro. Jeg lytter til de smås suttelyde og småpiberi, mens jeg giver slip og lader øjnene synke i. Håber at også den stolte moder kan få lidt ro nu.
Jeg vågner ved, at hun gisper voldsomt. Jeg når at tænke, at det må være den moderkage, jeg ikke havde set, men da jeg rejser hovedet, kan jeg se, at hun presser godt til. Jeg sætter mig op på knæ og hvisker over til børnene i sofaen, at der vist kommer én til. Jeg løfter halen og ser den - en rød hvalp mere. Det er simpelthen den sjette hvalp hun lige har født, slam bam, inden jeg nåede at rejse mig.
Klokken er 07.50
- og jeg kan næsten ikke være i mig selv. Selv Villads kommer over og ser med. Jeg filmer den lille mens jeg vender den om og overrasket ser, at det er en lille dreng. "It's a boy!" siger min 8-årige begejstret og har allerede en yndlingshvalp. Han er rød, den lille dreng, med en hvid halvkrave og en stor hvid halespids. Han er også den mindste, med sine 328 g.
Jeg tjekker for ganespalte på dem alle. De er fine og smukke, alle seks. 3 røde, 3 sorte. Den ene røde er lysere og bliver måske cremefarvet, som storesøster LitlaVaka, der er født i 2016. De tre sorte bliver tricolor, da de i løbet af nogle uger får brune aftegn på benene, sandsynligvis - men de to af dem har jo knapt noget hvidt; tricolor er de dog, med deres små hvide tæer.
Jódís vasker sig. De små mosler og leder efter mælken. Jeg rydder endnu engang op i fødekassen og skifter til et rent underlag.
Jeg må helt overvældet erfare, at jeg er lige ved at knibe en tåre af bar taknemmelighed og glæde.Der skal mere kaffe til. Jódís spiser hurtigere end nogensinde en portion hvalpefoder og drikker en hel skål vand med en opløst kalktablet i.
Og så falder der ro på.
Nu venter der otte uger med hvalpecirkus. Med smaskelyde og piben og småbjæffen og duften af hvalp. Med aviser på gulvet og små sylespidse tænder. Med besøg af familie og venner, der bare skal kigge og være en del af socialiseringsprocessen, der skal få de 6 små basser til at blive til trygge og glade familiehunde. Med ture ud af huset og på besøg hos andre hunde i familien. Og heste. Og katte og hvad vi ellers kan finde. Det bliver uger med besøg af hvalpekøbere, både dem, vi allerede ved skal have hvalp og de, der kommer for at snakke og fortælle og lytte og nusse - så vi forhåbentlig bagefter ved, at de også skal have en lille sveske i familien.
Bare i dag, mens jeg har nusset rundt, blundet og lagt billeder op, er der løbet et par beskeder ind i indboksen med forespørgsler - det er så hyggeligt og man bliver så glad over, at andre også har fået øjnene op for denne dejlige race. Og mens vi drikker kaffe og kold saftevand er der hvalpe, der charmer sig ind på alt og alle, leger vilddyr og drøner rundt i bolde og på gynger og falder i søvn oveni hinanden. Det er en fantastisk tid! De første par uger kommer kun dem, Jódís kender og er tryg ved og så efterhånden får andre lov at besøge hende.
Bare i dag, mens jeg har nusset rundt, blundet og lagt billeder op, er der løbet et par beskeder ind i indboksen med forespørgsler - det er så hyggeligt og man bliver så glad over, at andre også har fået øjnene op for denne dejlige race. Og mens vi drikker kaffe og kold saftevand er der hvalpe, der charmer sig ind på alt og alle, leger vilddyr og drøner rundt i bolde og på gynger og falder i søvn oveni hinanden. Det er en fantastisk tid! De første par uger kommer kun dem, Jódís kender og er tryg ved og så efterhånden får andre lov at besøge hende.
Kjarni kommer hjem om et par dage og spærrer nok øjnene lidt op, når han opdager hvad der er sket, mens han har været udenbys! Så må vi se, hvor begejstret han bliver - haha. Lige nu skal hundemor have ro og hendes fjollede lillebror må blive hos mine forældre og blive forkælet.
Men spørger du mig....ja, jeg glæder mig faktisk til det hvalpecirkus.
.
