onsdag den 12. september 2018

Den store navnedag

De skønneste, sødeste og sjoveste sekslinger er i dag 3 uger gamle; har fået deres første måltid 'anden mad end mors mælk' bestående af hvalpefoder opløst i nymalket gedemælk fra Tothaven - og de er blevet vejet og har alle taget omkring 450 g på siden sidste uge - og har nu også fået navne ;)
Jeg besluttede hurtigt, at med så mange piger i flokken skulle de alle have et navn, der ledte tilbage til deres mor, Jódís. Da deres fars kennelnavn er Surtur, ham der herskede over Muspelheim, er det oplagt at gribe til at kigge i mytologien. Jubiii, lige noget for en elsker af nordisk mytologi som jeg 😃
Diserne var en flok særlige gudinder gudinder som man mener i særdeleshed var kædet sammen med frugtbarhed. De er blevet blandet lidt sammen med asynjerne,fylgjerne, nornerne og valkyrjerne og sprogligt set rækker ordet dís ned i både oldhøjtysk itisoldsaksisk idis og angelsaksisk ides, der alle kan oversættes til "frue" som beskrevet her
Nogle steder finder man navnet Jódís oversat til 'hestegudinde', mens det andre steder er angivet som 'søster'. Jeg bevæger mig jo til daglig indenfor frugtbarhed i mit virke som jordemoder og derfor giver det for mig en fin lille ekstra dimension at kalde pigerne for navne, der hentyder til disse diser.
Esja Mánadís: Esja er navnet på hvalpenes afdøde mormor - og det er også navnet på et smukt bjerg lige udenfor Reykjavik. Mánadís (udtales: maunadiis) er månens gudinde. Esja blev født som den første kl. 4 om natten da månen stod på himlen.
Fála Ljósadís: Fála er navnet på hvalpenes oldemor - og det er også navnet på en troldkvinde. Ljósadís (udtales joosadiis med stumt L) - hun er lysets gudinde. Fála bliver den lyseste af hvalpene og er samtidig den, der blev født, da det så småt begyndte at gry.
Kylja Náttdís: Kylja (udtales Kilja) er navnet på min første elskede islandske hoppe - og det er også navnet på et vindstød. Náttdis (udtales nautdiis) siger næsten sig selv - nattens gudinde; passende for en lille sort perle, der blev født før natten helt gav slip.
Freyja Vanadís: Freyja er opkaldt efter min niece, Freja, der har fødselsdag samme dag som hvalpene - Freyja er jo også er en af de vigtigste gudinder i inderkredsen af de nordiske guder, var det almindeligt at man i ærefrygt passede på med at nævne hende rigtige navn og gav hende andre navne; f.eks. Vanadis, vanernes frue Vanerne var som bekendt den ene af gudeslægterne, mens aserne var den anden . På islandsk siger man i øvrigt 'fræija' når vi på dansk siger 'fraja' - og lige med hende her taler vi altså dansk herhjemme ;)
Menja Óskadís: Menja er opkaldt efter en stor, dejlig rød hoppe, min ene søster havde engang - det er også navnet på den ene af kong Frodes trælkvinder, to jættekvinder, der kunne male guld på den store kværn, Grotte. Menja er den største i kuldet og tillige rød og smuk som vores gamle hoppe. Óskadís (udtales ooskadiis - bemærk, det er et langt o og ikke et ø, som mange fejlagtigt tror) - hun er ønskernes gudinde. Hun er den sidste af pigerne, der blev født - og da vi sad der med fem skønne tæver, havde jeg fået alt hvad jeg kunne ønske mig, men min yngste søn, Villads, ønskede sig mere - nemlig en lille han: og han kom så til sidst, lige efter ønskernes gudinde.
Siggi Dísabróđír - Siggi er opkaldt efter en dejlig, mild og kærlig lille han, vi engang havde i mit barndomshjem - også han var min ene søsters. Siggi er diminutiv for Sigurd/Sigurđür og et klassisk hundenavn i Island - og så er Sigurd i de gamle sagn ifølge den ældre Edda mest kendt som Sigurd Fafnersbane, der slog dragen Fafner ihjel . Dísabróđir er helt simpelt sat sammen: disernes bror. (inden jeg sender det ind til DKK skal jeg lige sikre mig den islandske grammatik, men Siggi ligger fast og det gør princippet i disernes bror også - hehe!)

Og her er de så: dejlighederne 💖💖💖💖💖💖