Advarsel! Dette indlæg kan indeholde elementer af nørderi, men for os med hang til detaljer og som kan se det interessante i genetik, er det sjovt og spændende.
Den islandske fårehund stammer fra 23 individer, som man udvalgte, da racen var ved at uddø i slutningen af 60'erne. De blev kaldt Founders.
I midten af 90'erne udførte den hollandske genetiker Pieter Oliehoek et stort stykke arbejde med at registrere, hvordan det var gået med avlen, og ikke mindst indavlen, siden de 23 udvalgte hunde. Han så på hvordan de enkelte hunde havde været brugt og delte alle hundene op i familiegrupper A-Q. Han fandt at 80% af alle hundene kunne føres tilbage til 3 hunde og så på, hvilke hunde der ikke havde været brugt så meget og således ville kunne hjælpe med genspredning. En hel del af dem finder vi i Jódis tavle, både på mødrende og fædrende side.
Listen er dog ikke komplet eller opdateret siden 90'erne, så der kan sagtens være linier, vi ikke ved noget om. Dem som står opført på Pieters liste har Else Westermann, som har avlet islandske fårehunde på sin lille kennel Westmanna i årevis, været så fantastisk behjælpelig at indskrive i Jódis ' stamtavle (som følger, når jeg finder ud at læse den i et format, jeg kan finde ud af at lægge ind her!)
Q, P, O er nok de mindste linier, vi kender i dag. De stammer fra founder 22. Derudover har vi M'erne, som også kommer fra 22, men er lidt mere brugt end QPO.
B er heller ikke meget brugt og A er fra de gamle linier i DK, som heller ikke er så brugte i dag. H-J linierne stammer fra Holland.
Alle disse linier finder vi hos Jódis (og Kjarni 😉 )
redigeret, sommer 2018:
For få år siden tog nogle andre hollændere, ægteparret Linda van Andel og Coen Huisman, så fat i en ny kortlægning af racen, da de gamle linier efterhånden ikke rigtigt kunne siges at være aktuelle mere. Det stod klart, at der var en del af det gamle blod, der var ved at uddø - og for at sikre en vis gendiversitet i racen delte man hundene op i farvekoder: mørkegrønne, lysegrønne, orange og røde - hvor de mørkegrønne fra et diversitets-perspektiv er mest interessante at avle på, mens de røde er dem, der er mange og udfra denne tanke er knapt så interessante.
Naturligvis er der mange andre parametre end diversitet at tænke på, når man avler. Sundhed, mentalitet, racetypiskhed - fx. Det kan jo ikke nytte at vi avler udelukkende med bredde for øje, hvis vi avler for stort, for småt, med kæmpe ører eller dårlig pels - eller endnu værre; dårligt sind, som ikke stemmer overens med det, vi ønsker os af en IF og som er det, man har fastlagt er racestandarden. Men kan man få det hele i ét kuld - hvorfor så ikke prøve?
Læs mere om at avle for gendiversitet
B er heller ikke meget brugt og A er fra de gamle linier i DK, som heller ikke er så brugte i dag. H-J linierne stammer fra Holland.
Alle disse linier finder vi hos Jódis (og Kjarni 😉 )
redigeret, sommer 2018:
For få år siden tog nogle andre hollændere, ægteparret Linda van Andel og Coen Huisman, så fat i en ny kortlægning af racen, da de gamle linier efterhånden ikke rigtigt kunne siges at være aktuelle mere. Det stod klart, at der var en del af det gamle blod, der var ved at uddø - og for at sikre en vis gendiversitet i racen delte man hundene op i farvekoder: mørkegrønne, lysegrønne, orange og røde - hvor de mørkegrønne fra et diversitets-perspektiv er mest interessante at avle på, mens de røde er dem, der er mange og udfra denne tanke er knapt så interessante.
Naturligvis er der mange andre parametre end diversitet at tænke på, når man avler. Sundhed, mentalitet, racetypiskhed - fx. Det kan jo ikke nytte at vi avler udelukkende med bredde for øje, hvis vi avler for stort, for småt, med kæmpe ører eller dårlig pels - eller endnu værre; dårligt sind, som ikke stemmer overens med det, vi ønsker os af en IF og som er det, man har fastlagt er racestandarden. Men kan man få det hele i ét kuld - hvorfor så ikke prøve?
Læs mere om at avle for gendiversitet
Det var aftenens genetiknørderi!
Mere historie om den islandske fårehund kan læses her hvor man bl.a. også kan læse om resultatet af de blodprøver, man tog for få år siden og derved kunne spore at den islandske fårehunde som rigtigt antaget stammer fra Norge, men at den faktisk før det har fælles DNA med Den Karelske Bjørnehund.
